
Chiles middelhavsklima giver de varme, tørre somre og kolde, regnfulde vintre, som vinstokkene elsker. Vækstsæsonen er en lang fest af dage med høj sol og temperaturer, der falder drastisk hver aften, og som skaber det store skift i dagstemperaturen, som vindruer har brug for til at udvikle friske frugtsmage, sprød syre, og i rødvinens tilfælde, den dybe farve, modne tanniner og et højt niveau af antioxidanter.
Det er ikke noget tilfælde, at Chiles klima er så perfekt til vindyrkning. Vinmarkerne er i høj grad påvirket af køligheden fra Stillehavet og Humboldtstrømmen, som starter i de iskolde vande nær Antarktis og flyder op til Sydamerikas vestkyst. Det er ejendommeligt, men når den kolde Humboldtstrøm når Chiles nordlige kystlinie, skaber den skyer og tåge men meget lidt eller ingen regn (og dermed bidrager den til at gøre Atacama-ørkenen til en af de tørreste på Jorden!)
Unik geografi og naturlige barrierer såsom Atacama-ørkenen i nord, Andeskæden i øst, Patagoniens isområder og Antarktis i syd og Stillehavet samt Kystbjergkæden i vest beskytter Chiles vinmarker mod skadedyr og giver landet en bred vifte af jordtyper. Det betyder, at der findes en enorm mosaik af terroirs, som giver grobund for en mangfoldighed af fine vine i alle prisklasser.
Når det kommer til vin, er Chile ikke Langt men Bredt. I modsætning til hvad et kort måtte vise, er det ikke afstanden til Ækvator, der spiller den dominerende rolle i definitionen af Chiles terroirs, men snarere beliggenheden tæt på Stillehavet eller Andesbjergene. Chile har langt større mangfoldighed i jordtyper og klima fra øst til vest end fra nord til syd.


